Puder

Fiberpuder: Monteringspuder i flere forskellige størrelser og former med lærredsbetræk og fiberfyld.

 

Naturpuder: Monteringspuder i flere forskellige størrelser og former med lærredsbetræk og fyld af 80% fjer / 20% dun. Begge puder er vakuumpakkede – efter udpakning opnår de fuld størrelse i løbet af 24 timer.

 

Køb alt skum & fyld her.

Leder du efter noget specifikt? Med vores filter kan du sortere produkter efter kategori, farve, motiv og mere. 

Puder

 

Du er landet på vores side for monteringspuder – altså puder du kan anvende til at fylde indeni pudebetræk, som du enten kan vælge selv at sy eller købe færdige i andre butikker. Læs meget mere om hvilke typer af puder vi forhandler, hvordan du kan bruge dem og ikke mindst, hvordan du vedligeholder dem.

 

 

Pudebetræk - sy dem selv

 

Hvad end det er sofaen, spisebordsstolene eller haveloungen, der trænger til nye puder, så er det et nemt og hurtigt syprojekt, hvor alle kan være med. Hjemmesyede puder giver dig mulighed for at sammensætte lige præcis de kvaliteter, farver og mønstre, som du foretrækker og som understreger din stil. Hvis du har behov for nemt at kunne vaske dine puder, så anbefaler vi, at du syr pudebetrækket med et overlap eller syr en lynlås i pudebetrækket, så det er nemt at afmontere (HUSK at vaske alle metervarer inden du går i gang, så du ikke risikerer, at pudebetrækket er krympet, når du skal have det på igen). Hvis du til gengæld ikke har behov for at vaske dine pudebetræk (måske fordi du forelsker dig i nyt stof, inden de gamle trænger til vask ;), kan du vælge bare at sy dem direkte sammen.

 

Det kan være en god ide at sy pudebetrækket lidt mindre end selve monteringspuden, så kommer betrækket til at sidde lidt strammere om puden - det giver et flot resultat.  

 

 

Typer af monteringspuder

 

Vi fører et bredt sortiment af monteringspuder med både naturfyld og fiberfyld i mange forskellige faconer og størrelser, og om du skal vælge det ene eller andet afhænger af smag og behag. Vi har for eksempel kvadratiske puder, rektangulære puder, runde puder samt en ammepude. Når du skal vælge hvilke puder, du skal bruge, er det en god ide først at gennemtænke, hvad du skal bruge dem til. Nedenstående kan hjælpe dig godt på vej.

 

Puder med naturfyld

 

Vores puder med naturfyld er Oeko-Tex 100 certificeret, og består af 80% fjer og 20 % dun (betrækket på monteringspuden er i 100% bomuld). Fordelen ved naturpuder er, at de er åndbare og giver den mest velkendte oplevelse af en pude. Alle naturpuder kan vaskes ved 40 grader og tørretumbles ved lav varme.

 

 

Puder med fiberfyld

 

Vores puder med fiberfyld består af 100 % polyester (betrækket på monteringspuden består af 65% bomuld og 35% polyester) og kan vaskes ved 40 grader samt tørres i tørretumbler ved lav varme. Fordelen ved fiberpuder er, at de generelt er lidt billigere end naturpuder.

 

 

Sofapuder og pyntepuder til hjemmet

 

Pyntepuder i sofaen er en god måde til at understrege din stil og personlighed, og samtidig er det en rigtig nem måde at skabe fornyelse i indretningen, hvilket vi alle kan trænge til fra tid til anden. Samtidig er sofapuder et dejlig nemt og overskueligt syprojekt, som du kan hygge dig med. Hvilke puder du skal vælge til din sofa, afhænger i høj grad af din sofa. Har du en stor og blød flydersofa, vil det være oplagt at fylde den med et hav af bløde puder, til at understrege hyggen. Mix puder i forskellige størrelser og faconer og beklæd dem med stof, der passer lige ind i dit hjem. Mix og match stof i dine yndlingskvaliteter og -farver og overvej, om en eller flere puder måske skal have et pudebetræk i garn strikket på store pinde.

 

 

Store puder og gulvpuder

 

Mangler du siddepladser rundt om sofabordet eller bare noget til at smide benene op på efter en lang dag? Så kunne du overveje at lave din egen puf eller gulvpude eller betrække en af vores skumkuber. Når du skal sy betræk til puder, der skal anvendes på gulvet, skal du være opmærksom på at vælge metervarer med en højere slidstyrke end til sofapuder. Dette afgør du ved at se på metervarens Martindale – jo højere et tal - jo højere slidstyrke. Se for eksempel nærmere på vores møbelvelour eller vores møbelstof generelt.

 

 

Puder til udendørsbrug

 

Lav et hyggeligt loungemiljø og skab hygge på terrassen med bløde puder til drømmesengen, pallesofaen elle havestolene. Vælg vores mange flotte varianter i dralon, som har en høj martindale og er teflonbehandlet, hvilket betyder, at stoffet skyr vandet. Det betyder, at du ikke behøver at tage puderne ind og ud hver dag – de kan både klare nattedug og en let byge. Er der udsigt til massiv regn, er det naturligvis bedst at tage havepuderne ind.

 

 

Stolepuder og stolehynder

 

Det er ikke kun sofaen, der kan fortjene en pude. Mange bruger en stolehynde på deres spisebordsstole – både for at øge siddekomforten og for at beskytte stolen for slid. I nogle stole kan det også være en fordel at have en pude i ryggen for at øge komforten. Når du skal sy stolepuder og/eller stolehynder, er det en god ide at vælge en metervare med høj slidstyrke (= høj martindale), samt sy betrækkene med lynlås eller overlap, så det er nemt at tage betrækket af og vaske.

 

Vedligehold dine puder og pudebetræk

 

Hvor tit dine puder og pudebetræk skal vaskes afhænger af, hvad de bliver brugt til. Ofte kan det være nok bare at banke dem godt igennem og stille dem ud til luftning. Har de fået en decideret plet kan det naturligvis være nødvendigt med lidt pletvask eller en tur i vaskemaskinen. Heldigvis kan alle vores monteringspuder (både naturfyld, fiberfyld og ammepude) vaskes i vaskemaskinen og klare en tur i tørretumbleren ved lav varme. Pudebetrækkene skal vaskes efter anvisning for den enkelte metervare.