Har du brug for et udendørs tæppe? Sy det selv! Det er ikke svært, særligt hvis du allerede har grundlæggende syerfaring. Med disse evner kan du lave smukke, behagelige og endda vandtætte tæpper til udendørs brug.
På denne side dykker vi ned i, hvordan du laver tæpper, der er perfekte til din terrasse, altan, eller som et farverigt element i haven. Vi guider dig gennem valg af de bedste materialer til projektet og giver praktiske råd om syning, vedligeholdelse og mere.
LÆSETID: 2-4 minutter
Når du syr dine tæpper selv, fremfor at købe en i det lokale byggemarked, bestemmer du helt selv hvordan det færdige tæppe skal se ud. Du bestemmer størrelsen og vælger lige præcist de farver og mønstre, som du bedst kan lide.
Du kan også omdanne eksisterende tekstiler som gamle duge eller sengelinned til holdbare udendørstæpper, som du vil have glæde af i mange år.
Når du vælger at sy dit eget udendørs tæppe, er det vigtigt at vælge de rigtige materialer. Dit tæppe skal modstå direkte sollys uden at falme og tåle regn, – vi bor trods alt i Denmark…
Vigtigt at overveje
Tæpperne skal være rare at være på med bare ben eller ryg, men man vil også gerne holde bagdelen tørt. Du kan med fordel sy dit tæppe med vandafvisende stof som bagside. Så kan du sidde hvor som helst, uden at blive smurt ind i mudder eller blive gennemblødt.
Lysægthed
Hvis tæpperne skal ligge ud i solen igennem længere tid, kan du med fordel vælge en metervare, der har en høj lysægthed, som fx udendørs Canvas, Dralon® eller ALBEROSUN®.
Komfort
Selvom holdbarhed er vigtig, ønsker du ikke at gå på kompromis med komforten. Vælg et stof, der føles godt at røre ved, især hvis tæppet også vil blive brugt til at sidde eller ligge på.
Materialer til forskellige behov:
- Vævet bomuld er blødt og behageligt, ideelt til varme dage, men det bør ikke efterlades ude da det nemt kan falme eller blive jordslået
- Polyesterblandinger: Materialer som polar fleece eller bomuld/polyester blanding er mere modstandsdygtige over for vand og falmer ikke så let. Polar fleece er også varmt, hvilket er ideelt til køligere dage.
Brug et isolerende foer
Du kan også forsyne dine tæpper med et termoisolerende foer. Så er tæppet rart at sidde på (eller under) næsten uanset hvad vejret bringer. Tilføjer du en (eller flere) lag af vat, bliver dit udendørstæppe samtidig meget blødere at sidde på.
Når du har lagt tid og arbejde i at sy dit eget tæppe, vil du naturligvis også gerne passe godt på det. Her er nogle tips til vedligeholdelse:
Hold tæppet rent ved regelmæssigt at børste løst snavs og støv af. Ved dybere rengøring kan du bruge en mild sæbeopløsning og en blød børste. Hvis materialet tillader det, kan tæppet også maskinvaskes. Opbevar gerne dine tæpper tørt og rent indendørs, når de ikke er i brug.
Denne guide tager udgangspunkt i et tæppe, der måler cirka 135 x 135 cm. Men du kan selvfølgelig tilpasse størrelsen efter behov – du skal blot holde i mente, at du skal lægge sømrum til, samt tage højde for tæppets tykkelse.
- Klip et 140 x 140 cm stykke stof til tæppets forside.
- Klip et 140 x 140 cm vandtæt stof til tæppets bagside.
- Klip evt 140 x 140 cm foer
- Læg stoffet ovenpå hinanden, ret mod ret, så vrangsiden vender udad.
- Sy kanten sammen med et 10 mm sømrum, og efterlad en åbning på 10-20 cm, hvorigennem du kan vende det færdigsyede tæppe.
- Klip hjørnerne af, så tæt som muligt på sømmet uden at klippe sytråden over
- Vend dit tæppe til retsiden igennem åbningen.
- Afslut dit tæppe med en kantstikning på 5 mm langs den ydre kant af dit tæppe for at lukke åbningen.
Sådan syr du et rundt udendørstæppe
Hvis du ønsker et mere unikt udendørstæppe, behøver du ikke begrænse dig til det traditionelle firkantede design. Du kan nemt tilpasse processen til at skabe tæpper i forskellige former, herunder runde.
Husk sømrum og husk at tage højde for fyldets tykkelse, hvis du ønsker et tæppe med foer.