Skråbånd Illustration

Skråbånd har den magiske evne, at det tilpasser sig mange metervarer. Det er nemlig et fleksibelt bånd, der giver sig og følger kanterne rundt ved påsyning. Brug skråbåndet som kantafslutning eller som en fin detalje på dine syprojekter. Det er fx velegnet til halsudskæringer og rundinger.

 

Du kan sy skråbånd på som pynt på tøj, men også bruge det til interiørprojekter. Fx kan du kante med skråbånd på dækkeservietter, så du får en flot finish. Skråbåndet kan lave kontraster på kanten af en quiltet vest, quiltet jakke, taske, iPadcover osv. – og samtidig er det fantastisk til patchwork. Mulighederne er med andre ord mange.

Påsyning af skråbånd

 

Skråbånd er til påsyning i rundinger, hjørner og lige strækninger. Når du syr skråbåndet på dit syprojekt, syr du med lige sting med ca. 2,5 cm stinglængde. Mens du er i gang med at sy, må du ikke trække eller strække det. Lad det flugte helt naturligt langs kanten, så du får et pænt resultat. ​​​​​​​

 

 

 TIP

 

Når du starter med at sy dit skråbånd på, folder du ca. 2 cm ind, så det ligger i dobbeltlag. For når du så afslutter, putter du den anden endes fold ind over din foldede start. Hvis du forlænger et skråbånd, gør du det samme. 

 

Som et hjælpeværktøj, kan du bruge en hjørne- og kantformer til at lave facon på skråbåndet. Det hjælper især i hjørnerne, så de bliver pæne. Hjørne- og kantformeren kan også holde båndet på plads, mens du syr på dit skråbånd på retsiden.

Kanter og sømrum

 

Når du syr kanter og sømrum, starter du med at folde dit skråbånd ud. Herefter lægger du kanterne af skråbåndet og din metervare ovenpå hinanden. 

 

Step 1: Sy skråbåndet på fra vrangsiden i folden, som er tættest på kanterne. 

 

Step 2: Når du har syet på vrangsiden, folder du skråbåndet om til retsiden, og syr det fast i kanten. Sørg for, at skråbåndet dækker stikningen fra før, da den ellers er synlig på forsiden. Ses stikningen alligevel bagefter, kan du fjerne den med en opsprætter.

 

Se vores video, hvor vi viser, hvordan du syr skråbånd på.

 

SE VIDEO

 

Hjørner

 

Hvis du vil lave et skarpt hjørne på 90 grader, så folder dit skråbånd langs kanten på både ret- og vrangside. Når du når hjørnet, syr du helt ud og fæstner. Vend skråbåndet skråt ind, så du danner en 45 graders vinkel på begge sider. Begynd syningen i vinklen. 

 

Denne måde er nem, men det kræver, at du syr skråbåndet på både ret- og vrangside på én gang. ​​​​​​​

 

 

Rundinger

Skal du have skråbånd i rundinger, halsudskæringer eller ærmegab, syr du skråbåndet på fra vrangsiden. 

 

  • Step 1: Start ca. 2 cm inde på skråbåndet.
  • Step 2:  Sy hele vejen rundt, men stop ca. 6 cm før, at du når til startpunktet.
  • Step 3: Klip skråbåndet til, så der er 2 centimeters overlap mellem de to ender skråbånd.
  • Step 4: Sy enderne af skråbåndet sammen, sy ca. 1 cm inde fra endekanten. Pres herefter sømmene fra hinanden.
  • Step 5: Sy herefter de resterende 6 cm af skråbåndet fast. Sy henover sømenderne.  
  • Step 6: Fold skråbåndet om til retsiden, og syr det fast. Ses stikningen alligevel bagefter, kan du fjerne den med en opsprætter.  

 

Hvis du ikke kan finde skråbånd til dit syprojekt, kan du let lave dit eget skråbånd.

 

Har du spørgsmål til påsyning af skråbånd, eller er du gået i stå i et projekt, er du velkommen til at spørge personalet i vores butikker eller kontakte vores Kundeservice. De er altid klar til at give gode råd og vejledning.