Der er intet som gardiner, der skaber stemning og samler et hjem. Og måske drømmer du om at sy dine egne? Der er nemlig mange gode grunde til at gøre det selv!
Sy gardiner efter din smag
For det første giver det dig mulighed for at sy helt unikke gardiner, der passer til netop din indretning. For det andet har dine vinduespartier måske afvigende mål, så du slet ikke kan finde færdigsyede gardiner, der passer til dem? Og for det tredje vil du måske bare gerne sy dem selv, fordi det er langt billigere end at få syet dem på mål af andre?
Følg vores gardin-guide
Uanset hvorfor du gerne vil sy dine egne gardiner, giver vi dig her en guide med alt det, du har behov for at vide for at komme godt i gang. For det er slet ikke så svært, som du måske tror. Med nogle få trin har du snart syet dine egne gardiner!
Der findes mange typer gardiner – og mange måder at hænge dem op på. Derfor har vi samlet en række nyttige tips og stillet nogle vigtige spørgsmål, som du bør overveje, før du går i gang. Så kan du lettere spore dig ind på, hvilken type gardin du ønsker at lave, og hvordan du kommer i gang.
Hvordan vil du hænge dit gardin op?
Skal det hænge i loftet? Skal det hænge ud fra væggen?
Hvilket formål har gardinet?
Alt efter formålet med gardinet er det afgørende, hvilken type metervare du vælger.
- Skal det hjælpe med at mørklægge et rum, eller skal man kunne se igennem det?
- Skal det hjælpe med at holde kulden fra ruden ude, så varmeregningen bliver lidt mindre?
- Ønsker du et pyntegardin, eller skal gardinet fungere som et praktisk forhæng (fx under et bord eller ned foran en reol)?
Tag højde for krymp
Vi anbefaler, at du enten stryger dit stof med damp eller vasker det, inden du klipper og syr dine gardiner. Det skal du gøre for at tage højde for evt. krymp.
Når du syr dine gardiner og skal stryge undervejs, vil du nemlig ellers kunne opleve, at metervaren krymper og derfor giver et dårligere slutresultat. Og dét vil være ærgerligt! Ønsker du at kunne vaske dine gardiner i fremtiden, sikrer du dig samtidig bedst muligt mod krymp på denne måde.
- Husk altid at følge vejledningen til stoffet. Det er ikke alle metervarer, der tåler vask eller damp.
- Du skal klippe ægkant (yderkanten i længderetningen) af stoffet, inden du syer dine gardiner.
Om du skal lave gardiner til store vinduer eller små vinduer, er der altid gode fif, du kan følge for at opnå det flotteste look.
Gardiner skal fx helst hænge højt over et vindue. Vælger du at bruge en gardinskinne, så vælg en, der er ca. 20% bredere end vinduet, og placér den ca. 10 cm over vinduet eller i selve loftet. Så hænger gardinet ikke kun flot, men skaber samtidig illusionen af et større vindue.
Særlig anbefaling til lange gardiner
Ønsker du at lave et gardin, der går helt til gulvet, anbefaler vi at lade det slutte ca. 1 cm over gulvet. Et gardin i et vindue med vindueskarm bør du lade slutte ca. 8-10 cm under vindueskarmen. Er det over en radiator anbefaler vi ca. 3 cm.
Få hjælp af optiske illusioner
Og kvaliteten af metervaren til gardinet er selvfølgelig også afgørende for at få et flot resultat. Vælger du et kraftigt eller mellemkraftigt stof, hjælper det dig med at skjule overgangen mellem væg og vindue – og samtidig skaber det illusionen om et større rum. Har stoffet samtidig et lodret mønster, trækker det øjnene opad og får vinduet til at se højere ud.
Hvis din valgte metervare har store motiver/mønsterrapporter, skal du evt. bruge ekstra stof. Det skal du for at få mønsteret på gardinfagene, der hænger ved siden af hinanden, til at flugte vandret.
Det kan også være, at du vil lave et meget bredt gardin, og derfor skal sy flere stofbaner sammen – og her skal du også tage højde for, at mønsteret skal flugte vandret.
Hvor meget ekstra stof, du skal bruge, afhænger af rapportstørrelsen. Har du brug for hjælp, så spørg endelig i din lokale Selfmade®-butik, eller ring til vores kundeservice.
Sådan bruger du zinkbånd
Zinkbånd (også kaldet tyngdebånd) har du mulighed for at lægge med i ombukket i bunden af dit gardin eller badeforhæng. Det får gardinet til at falde flot og er især en god idé at bruge til gardiner i tynde metervarer.
Hvad er et rynkehoved?
"Rynkehoved” er betegnelsen for den del af gardinet, der er over påsyningen af rynkebåndet. Det hjælper med at skabe og holde rynker eller folder i gardinerne, så de hænger pænt og dekorativt.
Skjul gardinskinnen med et rynkehoved
Hvis du ønsker at skjule gardinskinnen, skal du sy rynkebåndet på fra øverste kant med samme antal cm, som gardinstangen er bred + 1 cm.
Hvis du har gardinstænger, der sidder tæt på loftet (eller ikke ønsker at skjule din gardinstang), skal du sy rynkebåndet på 1 cm fra øverste kant.
Rynkehoved til gardin med kouseringe
Vil du sy et gardin med kouseringe, skal du også have rynkehoved på dit gardin. Her er rynkehovedet afstanden fra kouseringen, der hviler på overkanten af gardinstangen, og op til den øverste kant af gardinet. Vi anbefaler ca. 2 cm.
En tur i vaskemaskinen
Trænger dine gardiner til en opfriskning? Så er en tur i vaskemaskinen en god idé. Vask gardinerne på et skåneprogram med lav centrifugering (fx uldprogram). Hermed undgår du, at gardinerne bliver alt for krøllet i vask.
OBS: Ikke alle stoftyper tåler vask, så følg altid vejledningen til din metervare. Tåler dine gardiner ikke vask, anbefaler vi, at du ryster dem godt udenfor for at få støvet af og evt. hænger dem til luftning i det fri.
Store gardiner kræver separat vask
Har du meget store gardiner, så del hvert gardinfag op i hver sin vask. Det er nemlig vigtigt, at der er høj vandstand ved hver vask. Der er flere gode grunde til dette:
-
Plads til at bevæge sig
Gardiner har brug for plads til at bevæge sig frit i vaskemaskinen for en grundig rengøring. Hvis de er proppet ind, kan de ikke vaskes ordentligt, da vand og vaskemiddel ikke kan cirkulere effektivt. -
Ensartet rengøring
Når gardinerne vaskes separat, sikrer du, at hvert gardinfag bliver jævnt renset og skyllet. Dette forhindrer også, at de klumper sig sammen eller filtrer ind i hinanden, hvilket kan føre til ujævn vask. -
Forebyggelse af skader
Store gardiner kan blive temmelig tunge, når de er våde. Ved at vaske dem separat fordeles vægten, hvilket reducerer risikoen for at overbelaste vaskemaskinens tromle eller skade gardinerne på grund af for meget træk og pres. -
Høj vandstand
En høj vandstand sikrer, at der er tilstrækkeligt med vand til at opløse vaskemidlet ordentligt og skylle stoffet rent. Det hjælper også med at fordele vand og vaskemiddel jævnt gennem gardinet.
Håndvask eller damp dine gardiner
Du har også mulighed for at vaske dine gardiner i hånden. Vrid dem derefter op, eller centrifugér dem på lav hastighed i vaskemaskinen.
Vil du gerne friske gardinerne op med damp, kan du bruge et dampprogram (hvis din vaskemaskine har dét) eller en håndholdt damper.
Sådan tørrer du dine gardiner efter vask
Hæng dine gardiner op i vinduet, mens de stadig er fugtige efter vask. Nogle metervarer skal evt. stryges lidt for at blive glatte, men du behøver ikke stryge dem helt tørre.
Fold gardinet i sine folder, og bind evt. et bånd omkring forneden, som du lader hænge, til gardinet er helt tørt (gerne i et par dage). Hermed bevarer du gardinets folder.
Personalet i Selfmade®-butikkerne og vores kundeserviceteam er selvfølgelig altid klar til at hjælpe dig med anbefalinger til metervarer, opmåling, tilbehør m.m. Så ræk endelig ud!